Indlægget begyndte som “10 ting 10 år har lært mig…” siden da er det blevet opdateret..
For 17 år siden gik jeg i 3. g og var til skriftlig engelsk-prøve og smuttede tidligt for at tage til København, hvor jeg mødtes med David. Vi har været sammen lige siden og blev gift for snart 12 år siden.
17 ting de sidste 17 år har lært mig om parforhold:
#1 Kommunikation betyder alt. Måske er vi ikke enige, forstår ikke altid hinandens handlinger og holdninger, men hvis vi kan sige: “Hvorfor siger du det, hvad får dig til det? Hvordan forstår du det?” Så er vi kommet rigtig langt.
#2 At kende hinanden godt betyder også at kende hinandens svageste punkter, hvilket betyder, at man har magt til kan såre hinanden dybt. De svageste punkter skal æres, også når man er ved at eksplodere og har lyst til at gå til angreb.
#3 At det er yderst vigtigt at være villig til at arbejde med sig selv og sine egne mønstre. Hvis vi nægter at se på os selv, og det vi har med os i bagagen, går det udover den anden og dermed udover forholdet. Det er ikke tilladt at sige: “Sådan er jeg bare, det gider jeg ikke tage mig af, det må du lære at leve med…” hvis det har negative konsekvenser for den anden. Vi må være villige til at arbejde med vores egne svagheder og mønstre, vi må bære vores egne byrder og hjælpe hinanden, når det bliver for tungt.
#4 Det er frugtbart at være overbærende. Her burde min mand få en guld-medalje. Jeg har gennem årene vist mig skiftevis som et blidt lam og en ildspydende drage. Jeg kan ikke komme på en eneste gang, David har sagt: “Nu tager du dig lige sammen”. Nej, han har vist en overbærenhed af en kaliber, jeg ikke troede var muligt. Engang spurgte jeg ham: “Hvad er din pædagogik egentlig overfor mig?” og han svarede mig: “Jeg elsker dig mest, når du fortjener det mindst”. Det må jeg sige, at han udlever.
#5 At bide sig i læben og lytte med hjertet. Nogle gange kan man få følelsen af, at der ikke er flere overraskelser eller nyt at lære om hinanden, men hvis man lytter og spørger ind, som man havde gjort, hvis man lige havde mødt hinanden, så opdager man, at der stadig er skjulte skatte. Som type er jeg tit ret hurtig til at sætte ord på følelser og konkludere, men jeg øver mig i at være stille og i stedet sige: “Hvorfor? Hvordan? Hvad tænker du?” indtil vi finder ind til kernen sammen.
#6 At vi kan øve os og dygtiggøre os i parforhold, ligesom hvis vi trænede op til et marathon. For os har det været nyttigt at studere personlighedstype-typologier som emnegrammet, Myers-Briggs og de 5 kærlighedssprog. Det har gjort en ubeskrivelig forskel. Vi er gået fra at syntes den anden, ret ofte, er en sær snegl, til faktisk at forstå og respektere hinandens forskelligheder. Og drage nytte af dem!
#7 Netflix, take-away, spise aftensmad i sofaen og at lade opvasken stå, kan være det, der får det hele til at hænge sammen i perioder.
#8 At det er nødvendigt at gøre sit ypperste for at sige tingene pænt, også når man er presset. At sige undskyld, når man fik sagt tingene på en dum måde.
#9 At det går op og ned. Når “det går ned” er det vigtigste at kunne tale åbent om det. Der er intet, der er for farligt eller forbudt at sige. Det er først farligt, når vi lader være.
#10 Hverdagen er det vigtigste. At stå op sammen, gå tur med hunden, købe ind, lave mad, gå ned med skraldet. Det er det levede liv. Trygheden, genkendeligheden, rutinen. Det unikke ved at være to i en fælles hverdag. Det er basen for det hele. Det skal æres, respekteres og prioriteres. Vi kommer før alt andet.
#11 Vi må se vores dårlige vaner i øjnene og tage ansvar sammen. At man er ene om at have en dårlig vane er op ad bakke, men hvis man er to, så føles det dobbelt så hårdt at bryde den, synes jeg. For hvem er det, der siger: “Nu har vi set for meget Netflix” (jf. punkt 7), nu er vi nødt til at rejse os fra den sofa”, det føles så tungt at være den, der skal sige det først, især når den anden også trækker ned. Vi må rejse os sammen, hive hinanden op, også selvom det er lettest at bekræfte hinanden i, at vi bliver siddende lidt endnu.
#12 Vi bliver hinandens familie igennem krisetider. I 2018 mistede jeg min far efter et langt sygdomsforløb. En af de hårdeste ting jeg har prøvet i mit liv. David var ikke blot længere min mand, men var også svigersøn, der kæmpede for min far, ja for hele min familie. Jeg har aldrig følt mig mere båret af et andet menneske end da jeg så, at han var villig til at bære og kæmpe midt i det som var så svært, og det ikke var min kamp, det var vores fælles kamp.
#13 At opdage glæden ved at se hinanden udvikle sig.. Dengang vi mødte hinanden, var jeg ret optaget af passion og kan huske, at jeg stillede David spørgsmål om, hvad han drømte om og var passioneret for. Det var ikke altid han kunne svare, som jeg havde håbet. Vi var kun 18 og 20, så det var måske fair nok. Alligevel kom jeg i tanke om, at jeg havde spurgt, fordi jeg nu på så mange måder, føler at jeg lever sammen med et dybt passioneret menneske, der viser passion for sine medmennesker og for at kæmpe for sine værdier. Det gør mig stolt. Og det lærer mig også noget om at have tålmodighed og vente på hinanden og de områder, vi ønsker at se blomstre.
#14 Det føles som om, at vi er landet i et voksenliv, hvor vi navigerer ret godt i det, der er blevet vores. Hvor vi lever ud fra de værdier, som er vigtige for os, og hvor vi også kan være noget for andre i kraft af vores stærke team. Tempoet er nogle gange skruet ret meget op, og selvom vores fredage-aftner i sofaen næsten er blevet hellige, så kigger vi nogle gange på hinanden og siger: “hvor går tiden stærkt”, og vi har erfaret, at man godt kan savne hinanden, selvom man er sammen hver dag. Det kræver fokus at vende tilbage til hinanden igen, og det øver vi os på.
#15 Det sidste år har lært mig, at jeg stadigt må øve mig i overgivelse og tillid. Vise ham mine sår og dele af mig som jeg skammer mig over og opdage, at jeg stadig er elsket. Det handler også om mod til at turde lade sig blive set og elsket.
#16 At det er vigtigt at have det sjovt sammen.. “Er det ikke godt, at vi stadig kan lide hinanden efter alle de år?” Sagde vi til hinanden forleden. I sjov.. og måske også med en vis portion undren. Over at det kan lade sig gøre, men det kan det åbenbart, især hvis vi har det sjovt imens. Drille hinanden, lave sjov og grine så meget vi kan. Af os selv og hinanden. Ikke mindst af vores forskelligheder. “Se, naboen har fået en pakke” er en sætning David godt kan finde på at sige. Jeg kan ikke lade være med at drille ham – og med høj røst råbe udenfor: “Har I hørt det allesammen, naboen har fået en pakke?” (Her er ret mennesketomt). Og David svarer: “du er så flabet”, og så flækker vi sammen i grin. Fordi vi stadig kan lide hinanden efter 16 år. Tillykke bedste ven.
#17 Livet er nu. Fortiden er sket, fremtiden er vi ikke herre over. Livet er nu, dette øjeblik, dette sekund, denne time. Vi skal leve livet nu. Livet er skrøbeligt, værdifuldt og kan aldrig udskydes. I år har jeg erfaret livets skrøbelighed og dermed også erkendt, at livet er nu. Årene går. 17 år. David, nogle gange har jeg taget dig for givet, fordi du har været der næsten halvdelen af mit liv, men det er stort, det største, at du er ved min side. Du er min faste grund under fødderne. Tak for livet som vi har, lige nu.
